|
Indsat 05-06-2010
Fiske familiedag
Blev afholdt lørdag den 4/6 fra kl 9.00 til 15.00
|
Rigtig dejlig familiedag ved Dyringkær fiskesø. Lørdag den 4 Juni, blev der holdt familiefiskedag ved vores dejlige P&T sø. Vejret kunne ikke blive bedre. En næsten skyfri himmel og dog en behagelig temperatur. Dette bevirkede, at ca. 70 personer, hvoraf hovedparten var børn, kom forbi søen. Ved søen havde alle mulighed for at binde en flue eller fremstille en spinner, men naturligvis først og fremmest muligheden for at fiske.
Der var sodevand og kage til alle, og det var også muligt at vinde store og små præmier i vores tombola.
Alle kunne ligeledes se vores nyrenoverede lokale ”Æ fiskehyt”. Rigtig mange kiggede forbi, og alle var jo enige i, at vi havde fået et rigtig godt lokale med en flot udsigt ud over søen.
|
 |
|

Fisk blev der dog taget, men kun 10 styk, hvoraf de to mindste var skaller. |
Godt vejr for mennesker er ikke nødvendigvis godt fiskevejr. Solen skinnede som sagt fra en næsten skyfri himmel, og det var nok årsagen til, at fiskene ikke rigtig ville lege med. Vi så adskillige fisk, der sprang og ringede, men bide ville de ikke. For at sikre børnene en god fiskeoplevelse var der ellers sat 100 kg ekstra små fisk ud (700 – 900 g), idet denne størrelse normalt er lidt mere hugvillig.
Børn, der fanger fisk, ender jo ofte med at blive lystfiskere for resten af livet, og glæden ved fiskeri og naturen deler vi jo gerne med så mange som muligt.
|
|
Største fisk blev taget af kun 6 årige Simon, der fangede en flot ørred, der var næsten lige så stor som ham selv. Der var naturligvis små præmier til vinderne, men også de, der ikke fangede fisk, fik et lille blink eller spinner med hjem.
Fiskefangerne var: Navn Længde Simon 55, 2 cm. Lise-Lotte 49.0 cm. Leon 47,6 cm. Thea 46,7 cm. Jeppe 46,0 cm. Sami 43,2 cm. Benjamin 42,5 cm. Thomas 42,0 cm. Zaurbek 18,5 cm. Christian 13,5 cm.
|

Dagen var dog lang for de mindste af børnene, så næste år holder vi nok præmieoverrækkelse ved middagstid. De, der ønsker det, kan så fiske videre om |
 |
eftermiddagen, dog uden at kunne vinde præmie.
Tak for den flotte deltagelse og på gensyn næste år.
På vegne af Dyringkær gruppen. Kaj Olesen
|
Indsat 30-07-2010
Unge handicappede prøver at fiske ved Dyringkær fiskesø.
ASF Dansk Folkehjælp har en snart 40-årig tradition med at afholde en uges lejrskoleophold for unge handicappede. Stedet, hvor det foregår, er Sønderballe lejrskole, og det er herfra, man kører ud til de forskellige aktiviteter, man har i løbet af ugen. Lejrskolen bliver drevet af en flok frivillige hjælpere, hvoraf mange har afsat en uges ferie til formålet. Flot.
I år ville man gerne forsøge at fiske med den mest rørige del af lejrskoledeltagerne. De unge var i alderen fra 7 til ca. 17 år. Jeg blev kontaktet for at høre, om det var noget, vi kunne finde ud af, dels med instruktion og praktisk hjælp og dels med lån af fiskeudstyr. Jeg sagde naturligvis ja, og da jeg omtalte henvendelsen på vores ugentlige aften ved Haderslev Dam, tilbød Finn Jensen straks at hjælpe.
Fredag den 23 JUL skulle slaget stå, og kl. 11 ankom der en bus med unge håbefulde fiskere. Forinden havde Finn og jeg klargjort 10 sæt fiskeudstyr, og for en sikkerheds skyld havde jeg også været i haven for at grave efter orm.
Efter en kort instruktion startede fiskeriet. Nogle fiskede med Power Bait og andre med orm, men alle med en vældig iver for at fange fisk.
Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, og det var nok også årsagen til, at fiskene ikke rigtig ville lege med. Vi så adskillige fisk, der sprang og ringede, men bide ville de ikke. En enkelt fisk blev det til, og det var en lille aborre på ca. 15 cm, der var kroget så dybt, at den måtte aflives. Selv om fangsten var beskeden, blev den passet, som om det var en rekordfisk, og selv om jeg antydede, at den nok ret hurtigt ville komme til at lugte i en varm bus, så var der ikke noget at gøre: Fisken skulle med tilbage til lejrskolen, så alle kunne se og beundre den unge fiskers første fangst.
Efter ca. tre timer skulle man tilbage til lejrskolen, men det var en flok glade unge mennesker, der steg på bussen efter at have haft en rigtig god oplevelse med fiskeri ved Dyringkær fiskesø.
For Finn og mig var det en oplevelse at hjælpe de unge og mærke den tillid, de viste os. efter at de havde fundet ud af, at vi var nok ikke så slemme, som vi så ud til. Specielt når der skulle orm på krogen, var de hurtige til at bede om hjælp!



Kaj Olesen
Indsat 13-06-2010
Familedag d. 5 Juni
Billeder fra familiedag, taget af Lars Østergaard Jensen.
Indsat 23-03-2010
Indsat 16-03-2010
Dyringkær Put & Take sø
På Ribe landevej 152, lige uden for bygrænsen i Haderslev, har SSF et rigtig dejligt areal, hvor foreningen driver sin egen fiskesø. Søen er åben som P&T sø det meste af året, men fra 1 NOV til 1 MAR er det kun foreningens medlemmer, der må bruge søen. På området har vi toilet, renseplads og adskillige grillpladser.
Søen er ca. 30.000 m2 stor og en rigtig naturperle. Ved søen og det omkransende areal er der et rigt dyreliv. Man kan være heldig og se rådyr, hare og ræv. Fugle er der også mange af. En svanefamilie har holdt til ved søen i mange år, hejren ser man ofte, og isfugle holder også til ved søen. Fisk er der naturligvis også mange af. Vi udsætter fortrinsvis regnbueørred, kildeørred og somme tider guldørred, men der er også en del store karper i søen. Karperne må nu også fanges, men efter måling og foto skal de nænsomt genudsættes da de er med til at holde grøden nede. (Se reglerne ved søen.)
Området er fredet og som sagt en rigtig naturperle og et oplagt valg for familieudflugten. Tag lidt kul med til en af de mange griller langs søen. Tilbered lidt lækkert til ganen (naturligvis helst en lækker nyfanget ørred) og nyd så maden og lad roen falde over jer medens i fortsat holder øje med fiskestængerne. Så kan dagen ikke blive ret meget bedre.
Søen er let at komme til, og er du lidt dårligt gående, har vi indrettet en plads, hvor bevægelseshæmmede har fortrinsret til at fiske fra. Vi kan ikke give fangstgaranti, men vi kan love jer, at man altid får noget med hjem om ikke andet så en god naturoplevelse.
Regler for medlemmer.
Der er efterhånden mange medlemmer, som benytter sig af foreningens tilbud: Fiskeri til ½ pris i vores egen P&T. Den lave pris medfører dog begrænsninger idet der kun må hjemtages en fisk per betalt time per stang.
Voksne medlemmer må medtage et barn til og med 12 år uden beregning. Det skal være barnet selv der fisker (må ikke være en undskyldning for at den voksne fisker med flere stænger) og fiskene barnet fanger, skal indgå i den betalendes kvote, altså en fisk pr. betalt time.
Vi er 11 medlemmer, der hygger os med at passe og pleje søen. Herudover har vi forskellige tiltag omkring søen. F. eks. afholder vi konkurrence, nat fiskeri, familiedag m.m.
Er du med i en klub eller ansat i et firma, hvor I afholder fiskekonkurrencer, så få dem, der står for det, til at indhente tilbud. Du kan aftale med Kaj 2970 8153 eller evt. Stig 7356 2241.

Knæk og bræk.
Kaj Olesen
|